Indkaldelse til stiftende generalforsamling 21/9-2015 i Fitness-foreningen

Der indkaldes hermed til stiftende generalforsamling i den nye Fitness-forening mandag den 21. september 2015 kl. 19.00 i Fælleslokalet i Simmersted Multihus. Den nye Fitness-forening skal fremover stå for etablering og drift af det kommende fitness-center i Simmersted Multihus.

Igennem det seneste års tid har en arbejdsgruppe bestående af 9 personer været i gang med forskellige aktiviteter for at forberede etableringen af det nye fitness-center. Alt dette blev der informeret om til vores velbesøgte informationsmøde den 19. august. Arbejdsgruppens arbejde er nu så vidt, at vi skal have dannet en forening og valgt en lille bestyrelse, således at det bliver medlemmernes ønsker og behov, der danner grundlag for foreningens fremtidige aktiviteter.

Har du interesse for fitness eller kunne du tænke dig at komme i gang med at lave fitness? Kunne du tænke dig at deltage i vores nye fitness-center, hvad enten det er som bruger, instruktør, bestyrelsesmedlem eller på anden vis? I så fald vil vi blive meget glade for at se dig til den stiftende generalforsamling den 21/9. Vi har brug for alle synspunkter, og arbejdsgruppen og den nye bestyrelse har brug for størst mulig opbakning til det fremtidige arbejde. Mød op og vær med til at give vores nye fitness-forening en flyvende start!

Dagsorden for den stiftende generalforsamling og forslag til vedtægter for den nye forening vil blive udsendt på Maugstrup Tidende i god tid inden generalforsamlingen.

På arbejdsgruppens vegne
Arne Studsgård

Klik for at læse flere indlæg i samme kategori ,

Aktivitetskalender

Få nyheder som email